Jeg havde før racet sagt, at hvis alt gik kanon, så ville en 10. plads være mit mål. Normalt ville jeg sige top 5, men med den optakt jeg har haft så var ambitionerne anderledes. Først 4 uger hvor jeg bøvlede med væske i benende i hverdagene, så det gjorde ondt bare at løbe pace 5.00, som derfor betød at jeg havde 4 uger, hvor jeg trænede godt i weekenderne og 5 hverdage hvor det var av at træne og blev til næsten ingenting. Så et Powerman Belgien hvor det blev til en ok 10. plads og så et lille lorte uheld hvor jeg ugen efter Belgien køre op i røven på en bil (som jeg skrev om i sidste indlæg) og derfor næsten ingen træning de sidste 3 uger op til. Normalt løber jeg i ugen op til et race 4 x 1000 meter som jeg løber omkring pace 3.00 eller lige under. Her i år kunne jeg presse tempoet til pace 3.20. Men jeg har det sådan at Powerman Zofingen er ”mit” race, så jeg håbede at min rutine kunne klare mig igennem.

Lige nu sider jeg og er ved at være klar til at skulle køre WM i Powerman i Zofingen. Eller klar??

Jeg har nok være mere klar. For 1 måned siden kørte jeg Poweman Belgien i Geel, hvor det blev til en ok 10. plads og derefter kørte jeg til Harzen og cyklede roligt i 2 dage. Jeg var sikker på at nu skulle jeg hjem og forbedre mig til et kanon godt WM i år. Men om lørdagen gik desværre ikke lige efter planen. Da jeg var ude og cykle kørte jeg lige op i ”røven” på en postbil. Den var i gang med at bakke ud på vejen og da han ser mig stopper han og regner med jeg køre udenom. Jeg havde bare 5 sek. hvor jeg så nedad, da jeg kørte intervaller og pressede igennem. Så tog den med hovedet og skulderen ind i bilen som holdt i en 45 graders vinkel ude på vejen. På skadestuen mente de ikke der var sket noget. Senere har Kim fra Musklerogled dog fundet ud af, at jeg har fået trykket et ribben og rævet et ledbånd over i højre skulder. Det er dog nok stadig heldigt sluppet.

Det har betydet at der var ingen træning den første uge. Derefter kunne jeg komme roligt i gang, men har ikke kunne trække vejret rigtigt igennem og kan stadig mærke det. For at prøvet at komme i gang så tog jeg en weekend til Harzen, hvor jeg kunne løbe opad uden så mange smerter, fordi det ikke giver de samme stød op gennem kroppe. Jeg løber skævt da min skulder ikke er alt for glad for bevægelse og kan ikke stå op på cyklen (hvilket man gerne vil når det stiger med 16 %). Jeg har ikke rigtigt kunne løbe tempo endnu da min krop siger fra.

Derfor er ambitionerne ikke så høje i år. Jeg vil prøve at køre mit eget race og bare give den fuld gas. Så håber jeg at jeg kan bruge den rutine som jeg efterhånden har i dette race til at klare det bare nogenlunde.

Jeg er kommet herned i onsdags sammen med Michael elektriker, som skal køre den lange her, og sønnike Jack, som køre den korte. Vi har hygget os her og lavet så lidt som muligt udover at cykel ruten et par gange. Desværre har det regnet det meste af den tid vi har været her, men det skulle stoppe i morgen.

Så nu er er kun en til at køre og det er at give den gas. Jeg glæder mig bare til at prøve og nu har jeg også fået nye hjul så det er jo som juleaftenen hvor et lille barn glæder sig til dagen efter hvor han skal læge med sit legetøj